Arbejdspresset i almen praksis stiger. Lægemangel og honorarstruktur medvirker til, at antallet af patientkontakter stiger, og antallet af stressede og udbrændte praksislæger har aldrig været højere.
Hvis vi mener, at danskerne også i fremtiden skal værdsætte at kunne gå til sin praktiserende læge, og at almen medicin fortsat skal være et attraktivt speciale, så er det på høje tid at sætte turbo på udviklingen af almen praksis. Uddannelse af flere praksislæger er et vigtigt skridt, men der er også behov for også at se på de mere grundlæggende elementer i sektorens organisering og overenskomster. Alt sammen med et åbent sind over for, hvor der kan hentes inspiration til det fremadrettede arbejde.
VIVE har netop offentliggjort den første systematiske evaluering af en regionsdrevet klinik. Midtvejsevalueringen af praksisklinikken på Bornholms Hospital har afdækket en række interessante forhold, der kan anvendes i det videre arbejde med praksissektoren.
Praksisklinikken på Bornholm har ved at ændre på organiseringen opnået en række fordele, som især de kommunale aktører sukker efter i forhold til almen praksis
Praksisklinik Bornholm fungerer lige så godt som sammenlignelig kompagniskabspraksis
Evalueringen viser for det første, at de erfarne praksislæger og det øvrige personale i klinikken har udviklet et almen medicinsk tilbud, der fungerer fuldt ud sammenligneligt med et almindeligt kompagniskab af samme størrelse. De ansatte oplever klinikken som et attraktivt sted at arbejde, patienterne er tilfredse med deres tilknytning til klinikken, og alle har mulighed for at have en fast læge.
Færre direkte patientkontakter og telefonkonsultationer giver tid til alt det andet
Klinikkens praksislæger har haft ret frie rammer til at organisere klinikkens dagsprogram, arbejdsgange og arbejdsdelinger med klinikpersonalet. Med afsæt i deres erfaringer og ønsker til, hvordan de optimalt set gerne vil drive en praksis, har de tilrettelagt en hverdag, hvor lægerne har færre direkte patientkontakter og langt færre telefoniske patientkontakter end i en almindelig praksis. I stedet er lægernes telefonkonsultationer delvist uddelegeret til sygeplejerske og sekretær (de blå tidsblokke i figur nederst).
Praksisklinikken illustrerer, at det faktisk er muligt at tilrettelægge det patientrettede arbejde i almen praksis, på andre måder end vi er vant til og med mindst lige så gode resultater.
Til gengæld har lægerne afsat langt mere tid (de grønne tidsblokke og frokosten) til indirekte patientrettet arbejde i form af koordinering, korrespondancer, attestarbejde og sparring med klinikkens personale (der under supervision og med afsæt i skriftlige vejledninger varetager en lang række selvstændige opgaver).
Læger: Ny organisering giver bedre rammer og bedre kvalitet
Praksisklinikkens læger synes, de nye måder at arbejde på giver bedre rammer for det lægelige arbejde, bedre kvalitet i deres patientkontakter samt bedre mulighed for at prioritere kommunikation og udgående funktioner for eksempelvis det kommunale ældreområde. Faktisk fungerer samarbejdet med de kommunale plejehjem og det kommunale misbrugsområde så godt, at disse aktivt opfordrer deres borgere til at blive tilmeldt klinikken, hvis et lægeskift er aktuelt.
Færre patientkontakter går ikke ud over kapaciteten
Praksisklinikken på Bornholm har ved at ændre på organiseringen opnået en række fordele, som især de kommunale aktører sukker efter i forhold til almen praksis. De har gjort det, uden at de færre patientkontakter er gået ud over patientkapaciteten, da praksisklinikken passer knap 1.600 patienter pr. tilknyttet fuldtidslæge, hvilket er flere end i den gennemsnitlige praksis på Bornholm.
Praksisklinikken illustrerer, at det faktisk er muligt at tilrettelægge det patientrettede arbejde i almen praksis, på andre måder end vi er vant til og med mindst lige så gode resultater.
Ændret honorarstruktur er en forudsætning
Praksisklinikkens resultater er mulige, fordi klinikken er fritaget for ydelseshonorering, og fordi lægerne har status som ansatte. Heri ligger også, at praksisklinikken, der drives som et midlertidigt tilbud med dyre korttidsansættelser og en række særlige omkostninger til f.eks. transport og logi for de tilknyttede læger, er væsentligt dyrere at drive end en almindelig praksis.
Spørgsmålet man bør stille sig er imidlertid, om ikke det er muligt at organisere arbejdet på lignende måder i almindelige praksis uden at det giver væsentlige meromkostninger i forhold til udgangspunktet? Det vil i givet fald kræve markante – men også tiltrængte – ændringer i den nuværende honorarstruktur.
