Der er høj kvalitet i de kommunale sundhedsydelser. Det skal der ikke herske tvivl om. Som tidligere sundhedschef i en kommune har jeg set fagligheden stråle ud af øjnene på det sundhedsfaglige personale, og jeg beundrede – og beundrer dem stadig – for deres indsats.

Der kan heller ikke herske tvivl om, at sundhedspersonalet har travlt. Udover rekrutteringsudfordringen, som i øjeblikket fylder meget på den politiske dagsorden, ser vi, at flere opgaver flytter fra regionen og ud til kommunerne. Samtidig stiger antallet af kroniske borgere, som har behov for rehabiliteringsforløb. Og over tid er der opstået nye sundhedsfaglige opgaver, som kommunerne ikke har håndteret tidligere. F.eks. henvises flere borgere med knæsmerter til genoptræning og træning i håb om at undgå en operation.

Det er relevante opgaver, som naturligt hører til i kommunerne, og som kommunerne har de bedste forudsætninger for at løse. Men det er udfordrende, at ressourcerne ikke stiger i samme takt som opgaveporteføljen.

Grænsen er nået, siger mange. Helt konkret ser vi, at stadig flere kommuner ikke kan overholde budgettet på f.eks. den kommunale sygepleje.

Virker det?

Mit hjerte banker for sundhedsområdet, og derfor siger mit hjerte også, at vi bør tilføre området flere ressourcer. Men min hjerne er mere realistisk: Ressourcerne er knappe – der ligger simpelthen ikke en check og venter rundt om hjørnet.

Når vi har travlt, tager vi skyklapper på, og enten spotter vi slet ikke det, der ikke fungerer, eller også spotter vi det uden at have tid til at gøre noget ved det

Hvad gør vi så? Jeg vil gerne slå et slag for, at kommunerne i endnu højere grad forholder sig kritisk til sine ydelser og stiller sig selv to vigtige spørgsmål:

Hvad virker? Og hvad virker ikke?

Og så gør mindre af det, der ikke virker.

Effektmåling er tidskrævende, og det kræver overskud at handle anderledes, hvis et tilbud viser sig ikke at have den rette effekt. Men har vi i virkeligheden råd til at lade være?

Vejen til mere overskud

Jeg hørte engang en, der sagde: ‘Det er dyrt at være fattig’. Den sætning har jeg ofte selv brugt, når jeg har prioriteret opgaver og indsatser. Nogle gange kan man være så fattig, at man ikke ser de gode tilbud. Oversat til det kommunale sundhedsområde:

Nogle gange kan vi have så travlt, at vi ikke ser, hvad vi har travlt med.

Måske har vi travlt med de forkerte ting. Men når vi har travlt, tager vi skyklapper på, og enten spotter vi slet ikke det, der ikke fungerer, eller også spotter vi det uden at have tid til at gøre noget ved det. Resultatet bliver, at vi reproducerer dårlige vaner og dårlige ydelser og dermed skubber arbejdsbyrden foran os i stedet for at forholde os til den.

Jeg tror på, at effektmåling (og selvfølgelig de beslutninger, man træffer på baggrund af dem) er vejen til mere overskud i det kommunale sundhedsområde.

Der er en igangværende diskussion om, hvorvidt der er nok data i kommunerne, og om kvaliteten af data er god nok. Det kan der måske være noget om. Men vi kan sagtens handle på de data, vi har nu. Og i mange tilfælde vil det være forholdsvis nemt at skabe data, hvis det ikke foreligger. Under alle omstændigheder har vi ikke råd til at vente på, at datagrundlaget bliver bedre.

Vi skal i gang nu, og vi skal tænke kreativt. Her er et par eksempler:

• Virker indsatsen fra inkontinenssygeplejersken og fysioterapeuten, der træner bækkenbund med borgeren? Lad os starte med at se på, om vi skal bestille mindre bleer.
• Over for hvilke borgere virker hverdagsrehabilitering bedst? Lad os starte med at se på, hvor behovet for støtte i eget hjem mindskes over tid.
• Gavner den fysiske træning borgeren med hjerteproblemer? Lad os starte med at måle på, om han har fået pulsen op og tør bevæge sig i sin hverdag.

Jeg er sikker på, at det sundhedsfaglige personale kan komme på masser af andre gode indikatorer for, hvornår en indsats har den ønskede effekt.