Mon statsministeren vil hjælpe med at få enderne til at nå sammen? Efteråret har indtil nu budt på rundture i det nære sundhedsvæsen, til charmerende byer (knap så charmerende konferencesteder), og alle steder har budskabet været det samme: personalemangel overskygger andre dagsordener og har stor betydning for kvalitet og patientsikkerhed. Så det må politikerne finde løsninger på, og årets største politiske tale, statsministerens åbningstale, må da have rummet løsninger på sundhedsvæsenets udfordringer?

Tiden efter sommerferien dette år har været travl: alt har hobet sig op. Emner, der ikke har været mulighed for at tage op, mens COVID-19 var erklæret samfundskritisk, skal nu afsti-afsted, arrangementer skal afholdes osv. Jeg har været mere i Odense og Kolding, end jeg har været hjemme hos min familie. Til alle arrangementerne – om det så er ældretopmøde eller ældrekonference – og i alle vores projekter, kommuner og på sygehusene, møder vi ét altoverskyggende problem: personalemangel.

Så hvis jeg skal pege på lederens største, vigtigste og helt nødvendige opgave i de kommende år, er det at fjerne alt det, der ikke giver værdi for borgerne og dermed det, der frustrerer medarbejderne

Jeg hader at sige, ‘hvad sagde jeg’, men det er to år siden, at vi til en konference havde inviteret Mark Britnell, forfatter til bogen ‘Human: solving the global workforce crisis in healthcare’, som både varslede problemet og giver bud på løsninger.

Forleden havde deltagerne på et webinar mulighed for at spørge den navnkundige amerikanske ledelsesguru Don Berwick om hans input til lederne i denne situation, hvor personalemangel, udbrændthed og mangel på psykologisk tryghed præger sundhedsvæsenet. Berwicks svar er enkelt. Hvilket ikke er det samme som nemt: reducér spild og fjern forhindringer for medarbejderne – og tag gerne fat på at fjerne ’småstenene’. Hvad frustrerer medarbejderne? Tag det alvorligt – og gør noget ved det.

Så hvis jeg skal pege på lederens største, vigtigste og helt nødvendige opgave i de kommende år, er det at fjerne alt det, der ikke giver værdi for borgerne og dermed det, der frustrerer medarbejderne. Vi ved fra OECD-rapporter, at 15 pct. af sundhedsvæsenets ressourcer bruges på at håndtere fejl og skader. Hvilket i den grad er spild. Så at koncentrere sig om at reducere spild vil være særdeles godt givet ud i et patientsikkerhedsperspektiv og understøtter samtidig patientsikkerheden.

Men der skal også ses på rammerne, og der skal politikerne ind i kampen.

I det lys var der ikke meget konkret at hente i statsministerens åbningstale. Ganske vist var der 42 sekunders (!) berøring af arbejdskraftsproblematikken, og ganske vist var der overordnede toner om at se på det nære sundhedsområde. Men hvad med BUM-modellen, tilsynene og IT-systemerne? Når vi taler med de dedikerede ledere og personale i det kommunale sundhedsvæsen, på botilbud og på sygehuse, så er kompleksiteten stor.

Og selvom det måske ikke tager så lang tid at notere dette eller hint tre steder eller tilpasse en enkelt ting til både et ældretilsyn og et sundhedsfagligt tilsyn, så er er de små bække blevet til et klimaramt brusende vandløb. I dag sidder mange sundhedsfagligt uddannede og forbereder tilsyn eller sørger for, at der bliver dokumenteret ‘rigtigt’.

Vi kan gøre meget ‘nedefra’ ved at forbedre processerne tæt på, medarbejderdrevet. Og lederne kan stille sig til rådighed for medarbejderne og spørge, hvilke sten de kan være med til at fjerne. Men der er også brug for forenkling, og for at politikere og topledere tager ansvaret, så luften bliver mildnet for alle dem, som lige nu kæmper for at få enderne til at nå sammen.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.