I slutningen af maj lød et opråb fra en del af kommunerne i Region Hovedstaden:

»Svækkede og sårbare patienter bliver udskrevet før deres sygdom er færdigbehandlet,« lød det alarmerende budskab. Otte hovedstadskommuner udtrykte bekymring over, at patienter kommer tidligere hjem efter hospitalsbehandling, som ofte ikke er afsluttet. En sundhedsøkonom bekræftede dette som en national tendens.

Det betyder, at den enkelte kommune skal have faglige ressourcer og kompetencer til at varetage både pleje og videre behandling af et stigende antal borgere med tiltagende komplekse helbredsmæssige problemstillinger. Situationen er nu, at der er skåret tæt på en fjerdedel af hospitalernes sengekapacitet siden 2007, og der er kun udsigt til, at situationen fortsat vil udvikle sig i samme retning med de kommende supersygehuse.

Vi må arbejde seriøst med at betragte det kommunale sundhedssystem ligeværdigt med det regionale.

Det har været en noget ensidig kapacitetsbeskæring. Kommunernes kapacitet er ikke øget i samme tempo. Resultatet bliver, for mange borgere, at de kommer hjem og er så svækkede eller stadig i aktuel behandling, og risikerer at blive indlagt igen efter kort tid. Som regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden Leila Lindén (S) rigtigt udtrykker til Danmarks Radio, fastsætter Sundhedsloven, at hospitalslægen har ansvar for at vurdere, om en patient er færdigbehandlet.

Problemet her er blot, at begrebet ’færdigbehandlet’ har ændret sig over tid i takt med optimeringen af hospitalsbehandlingen. Det sker ofte, at den lægelige behandling er hurtigere overstået, end patientens behov for den specialiserede sygepleje eller træning inden udskrivelse. Og her kan opstå uoverensstemmelser. Hospitalet belønnes for kortvarige indlæggelser, fordi det sparer penge i hospitalsregnskabet og skaber plads til flere behandlingsforløb, og fordi vi hylder tanken om det nære sundhedsvæsen.

Ligeværdige kommuner og regioner

Når vi nu taler og taler om ’Det sammenhængende sundhedsvæsen’ og kalder på sundhedsreformer, så skal vi se på denne problemstilling. For skal vi få det hele til at hænge sammen for patienterne, borgerne og deres pårørende, er vi nødt til at få udskrivelsen til at hænge sammen fagligt. Udskrivelsesparathed og færdigbehandling skal være en tværfaglig vurdering, og vurderingen må hænge sammen med hjemkommunens faglige ressourcer.

Vi har brugt år på at straffe kommunerne økonomisk for ikke at hjemtage færdigbehandlede patienter, og resultatet ser desværre ud til at kunne blive et stigende antal genindlæggelser. Vi må arbejde seriøst med at betragte det kommunale sundhedssystem ligeværdigt med det regionale. Og vi må derfor appellere til, at en kommende sundhedsreform vil gøre det samme og fordele ressourcer, der hvor der er behov for dem.

Et sammenhængende sundhedsvæsen er et tværfagligt og tværsektorielt sundhedsvæsen, som i fællesskab varetager behandling, pleje, genoptræning og rehabilitering for og med de borgere, der har behov for det, der hvor det foregår bedst. Det handler også om at diskutere ansvar.