»Den [borgeransvarlige sygeplejerske] er en navngiven [sygeplejerske], som er udpeget til at bære det overordnede ansvar og overblik for en given [borgers] forløb i [kommunen]. Den [borgeransvarlige sygeplejerske] … har en funktion som koordinator og bagstopper/tovholder for det samlede forløb.«

Sådan lyder et uddrag af fra Hvidbog om Patientansvarlig Læge fra 2017, hvis man erstatter ”patientansvarlig læge” med ”borgeransvarlig sygeplejerske” og ”sygehus” med ”kommune”.

Når vi ikke har borgeransvarlige sygeplejersker i kommunerne, skyldes det givet at kommuner ikke kan nikke genkendende til, at »en oplevelse af utilstrækkelig koordinering, sammenhæng og overblik over forskellige forløb ofte er forbundet med frustrationer hos [borgerne].«

Derfor er der ikke behov for at »understøtte [borgernes] oplevelse af sammenhæng, koordinering og tryghed i deres forløb,« og således har borgerne heller ikke behov for at »opleve, at en navngiven [sygeplejerske] tager det overordnede ansvar for [borgerens] forløb« i en kommune, for nu at blive i hvidbogens ræsonnement. Og således er der heller ikke behov for »bedre koordinering af den [social- og] sundhedsfaglige indsats med henblik på at øge den [borger]oplevede kvalitet« i kommunerne.

Det er jo heldigt, for så slipper kommunerne også for alt det bøvl, det giver en borgeransvarlig sygeplejerske at »tydeliggøre sin rolle som koordinator og ankerperson over for [borger] og pårørende, så de ved, hvem de kan henvende sig til i forhold til at have en gennemgående dialog om forløb mv. på tværs. Særligt når det drejer sig om komplekse forløb, hvor [borgeren] modtager [ydelser] inden for flere [afdelinger] samtidig.« Dette er nemlig en særligt tung opgave, fordi »det kræver inddragelse af [borgeren], de pårørende og øvrige aktører – også uden for egen [enhed], afdeling eller [kommune],« hvilket jo kan være særdeles tidskrævende, når der i andre sektorer ikke er nogen, der har ansvar for den enkelte borger eller patient.

Siden Lægeforeningen i et debatoplæg i 1995 foreslog, at patienten får ret til en patientansvarlig læge, har kært barn skiftet navn en del gang, og er nu endt med at være en patientansvarlig læge. Når det har været så længe undervejs i hospitalssektoren, er det fordi det ikke er let. Og der har været mange meningsløse kontaktpersonordninger undervejs.

Men der er også sket meget i kommunerne siden 1995: Dengang var borgerne i eget hjem væsentligt mindre syge, end de er i dag. Både fordi indlæggelserne var længere, fordi vi behandlede mindre, og fordi man levede kortere tid med sygdomme. Siden dengang er de kommunale ydelser blevet væsentligt flere, og af faglige og organisatoriske årsager er de blevet spredt på langt flere hænder.

I praksis er der dog masser af borgeransvarlige sygeplejersker i kommunerne i dag. Hjemmesygeplejersker fortæller hvordan de »ligesom«, »på en måde« får en »slags« tovholderagtig rolle »selvom det ikke er en ydelse vi har i kommunen«, tilføjes det ofte. Mange prøver at være borgeransvarlige sygeplejersker efter bedste beskub – og på trods af systemet, sjældent på grund af det. De gør det, fordi de synes det giver mening, og fordi borgere, pårørende og alle andre fagpersoner siger det samme: »Alle vil jo tale med borgerens sygeplejerske!« som en hjemmesygeplejerske formulerer det. Ligesom alle i øvrigt også vil tale med den patientansvarlige læge på et hospital.

Så måske er det på tide, at vi tager området alvorligt i det nære sundhedsvæsen. For ligesom man har måttet sande i hospitalssektoren: Den her dagsorden går ikke væk af sig selv, lige meget hvor længe vi siger, at det ikke kan lade sig gøre i praksis, og i øvrigt er det både dyrt og irrelevant.

Så nu, hvor der forhandles sundhedsreform, kunne det måske være relevant at blive lidt mere konkret i forhold til, hvordan ambitionerne om mere sammenhæng skal realiseres i praksis. Det er i hvert fald ikke gode intentioner der mangler: Ordet ‘sammenhæng’ optræder henved 200 gange i reformudspillet.