Regeringen og KL har i økonomiaftalen fra september aftalt at løfte den kommunale serviceramme med 2,2 mia. kr. Det svarer til en vækst på ca. 0,8 pct. – altså noget lavere vækst end regionernes 1,35 pct., som i sig selv heller ikke var prangende.
Den kommende finanslov, hvor der kan være udsigt til flere penge til skoler og daginstitutioner, kan måske kompensere for den lavere kommunale vækst, men i så fald vil de penge være øremærkede de formål.
Når de 0,8 pct. har betalt for de flere ældre og stigningen i antallet af helt små børn, så er kassen tom, hvilket i praksis vil sige, at en udbygning af det kommunale sundhedsvæsen i så fald skal betales med det, vi på nudansk kalder omprioriteringer inden for det eksisterende budget.
Ingen penge – men bunker af uforpligtende visioner
Med de snævre økonomiske rammer in mente, så er det særlig interessant at læse de fire sider, som er regeringen og KL’s plan for det kommunale sundhedsområde i 2020. Parterne er enige om, at kommunerne skal styrke den nære sundhedsindsats, at patienterne skal sikres større sammenhæng i mere patientnære rammer, at der skal skabes større lighed i sundhedsvæsenet, og at kommunerne fortsat skal udvikle tilbud til at forebygge blandt andet rygning og overvægt.
Med kommunale sundhedsbriller kan man konstatere, at der i 2020 ikke kommer flere penge til området, og at al udvikling begrænser sig til, hvad end den enkelte kommune vil prioritere.
Uambitiøs aftale på det konkrete plan
Men når det kommer til mere konkrete initiativer, så hæver aftalen sig ikke over udarbejdelse af inspirationskatalog, udvikling af nye kvalitetsindikatorer, ambitioner om at forbedre arbejdsforholdene, løfter om en 10 års-plan for psykiatrien, og en invitation til i 2020 at deltage i en inddragende proces sammen med øvrige interessenter på området, hvor udfordringerne på sundhedsområdet skal drøftes.
Dette kan alt sammen være udmærket, men nogen betydning for det kommunale sundhedsvæsen får det jo ikke i 2020.
Med kommunale sundhedsbriller kan man konstatere, at der i 2020 ikke kommer flere penge til området, og at al udvikling begrænser sig til, hvad end den enkelte kommune vil prioritere.
Nu kan man med rimelighed indvende, at regeringen kun lige er tiltrådt, og at det tager tid at udvikle en national plan for det nære sundhedsvæsen. Så vi må sætte vores lid til, at 2020 bliver planernes år og håbe på, at økonomiaftalen for det kommunale sundhedsområde i 2021 hæver sig op over floskelniveauet.
