Den første dansker har i dag fået konstateret coronavirus. I den forbindelse sender KL i dag information til kommunerne om, hvad de skal være opmærksomme på i forhold coronavirus.
»Vi opfordrer kommunerne til at kigge på deres sundhedsberedskabsplaner og opdatere dem og holde dem tilgængelige for relevante medarbejdere,« siger Karen Marie Myrndorff, chefkonsulent i KL, og fortsætter:
»Målet med det her er, at vi gør det klar for kommunerne, hvor de skal holde sig opdateret,« siger hun og henviser i den forbindelse til Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Ifølge Sundhedsstyrelsen vejledning til kommuner om planlægning af sundhedsberedskab skal kommunerne kunne tilse og yde pleje til borgere med smitsomme sygdomme, som befinder sig på plejecentre eller i eget hjem.
»Alle plejecentre og plejedistrikter bør have instrukser, der beskriver, hvordan de enkelte institutioner skal agere i tilfælde af udbrud af smitsomme sygdomme,« står der i vejledningen, som også påpeger, at der på hver institution bør være et akutdepot med personligt beskyttelsesudstyr.