Analyse: Vil 2017 stå i det nære sundhedsvæsens tegn? 2016 bragte både op- og nedture for visionen om en stærk primærsektor og et sammenhængende sundhedsvæsen. Spørgsmålet er nu, om vi skal sætte forventningerne til 2017 op eller ned?

Velkommen til det første nyhedsbrev i 2017 – året, hvor vi kan fejre kommunalreformens ti-års jubilæum.

Et af målene med reformen var at forbedre sammenhængen i sundhedsvæsenet, men lige før jul viste en ny analyse fra KORA, at en meget stor andel af de ansatte i sundhedsvæsenet stadig ikke føler, at der er god sammenhæng i patientforløb på tværs af sektorer, og hvad værre er: De føler heller ikke, at der er gode rammer for at skabe mere sammenhæng.

For at det ikke skal være løgn, har der tilmed været en negativ tendens, så medarbejdernes samlede tillid til sundhedsvæsenets sammenhæng i dag er mindre end tidligere.

Lad os bare være ærlige. Det er jo ikke en nyhed, at det går dårligt med at få patientforløb, der strækker sig ud af almen praksis eller hospitalerne, til at hænge sammen

Og lad os bare være ærlige. Det er jo ikke en nyhed, at det går dårligt med at få patientforløb, der strækker sig ud af almen praksis eller hospitalerne, til at hænge sammen. Så snart der skal krydses sektorgrænser, bliver samarbejdet alvorligt udfordret, og ofte ender patienten med at være nødt til selv at bære sin stafet videre – noget, der er mere end almindeligt svært, hvis man er en ældre, svækket borger.

Erkendelsen fik Sophie Løhde, nu tidligere sundhedsminister, til at nedsætte Udvalg for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, hvis opdrag blev at finde løsninger på nogle af de mest presserende udfordringer, der står i vejen for mere sammenhængende forløb.

Men efter et ministerskifte, der har sat to uerfarne – den ene sundhedsmæssigt, den anden politisk – politikere i spidsen for hver deres del af det for nyligt sammenlagte sundheds- og ældreministerium vrider mange iagttagere sig i hændere ved tanken om, hvilken skæbne det højt besungne udvalg mon går i møde i 2017.

Udvalget-for-hvad-som-helst

I 2016 var der ikke grænser for, hvilke problematikker, som udvalget skulle håndtere. Opgaveglidning, gråzoner mellem service- og sundhedslov, akutpladsernes udvikling, samarbejdet mellem kommuner og praktiserende læger og flere andre omdiskuterede emner blev fra Sundheds- og Ældreministeriet side lagt i bunken af emner, der skulle diskuteres i udvalget.

Interessenterne glædede sig over, at der endelig var et forum for at diskutere problemerne. Men interessenterne blev ikke inviteret med om bordet – her kom kun KL, Danske Regioner, Sundheds- og Ældreministeriet og Finansministeriet til at sidde.

Det var i høj grad den sundhedspolitisk stærke Sophie Løhde for bordenden, der stod som garant for, at udvalget ville blive andet end en papirtiger og få en reel indflydelse

Det fik allerede i 2016 kendere af sundhedsområdet til at tvivle på, om udvalget kunne leve op til alle forventningerne. Og nu, hvor vi har fået en sundhedsminister, der er ny på området og derfor – hvis hun gør som sine uerfarne forgængere – vil lægge sit fokus på sygehusområdet, er de for alvor bekymrede. For det var i høj grad den sundhedspolitisk stærke Sophie Løhde for bordenden, der stod som garant for, at udvalget ville blive andet end en papirtiger og få en reel indflydelse på sammenhængen mellem primær- og sekundærsektor.

Læg dertil, at Finansministeriet efter sigende står stejlt på, at alle forslag fra udvalget skal kunne finansieres inden for den eksisterende økonomiske ramme, hvilket alt andet lige medfører, at flere penge til primærsektoren skal findes i regionernes budgetter; at ældreministeren er politisk uerfaren og kan få svært ved at trække indflydelse til sit hjørne af ministeriet, og at KL’s to repræsentanter i udvalget er blevet udskiftet, så der nu sidder en ny og i KL-regi uerfaren afdelingschef for Social og Sundhed samt direktøren Kristian Heunicke (der dog som tidligere cheføkonom i Danske Regioner kender »modspillerne«).

Det er ikke opmuntrende.

Ambitionsniveau på styrtdyk?

Kilder tæt på udvalget siger da også, at ambitionsniveauet er faldet markant – måske som resultat af, at parterne ikke er nået til enighed om netop ambitionsniveauet? – og at outputtet primært ser ud til at skulle komme fra de andre igangværende udvalg, f.eks. Lægedækningsudvalget.

Deadline for udvalg for det nære og sammenhængende er rykket flere gange, og ligger nu »i foråret« 2017. Spørgsmålet er, hvad vi får til den tid?

Det kan blive en masse papir uden betydning, som hurtigt bliver gemt og glemt, eller det kan blive fundamentet for en velplanlagt udvikling af primærsektoren og dens sammenhæng med resten af sundhedsvæsenet. Og det kan blive alt derimellem. Udfaldet afhænger i høj grad af overenskomstforhandlingerne mellem Danske Regioner og PLO, der udspiller sig i øjeblikket.

Nogle peger på, at netop de forhandlinger kan være en årsag til, at man er blevet ved at skubbe udvalgets deadline. Om de har ret er svært at sige, for kortene bliver holdt tæt til kroppen på de embedsmænd, der sidder i udvalget.

Mon ikke der går det meste af et halvt års tid, før vi får svar på, om Finansministeriet giver sig og sender flere penge til det nære? Om KL kan fastholde regeringens fokus på de kommunale sundhedsopgaver og behovet for udvikling af dem? Om Thyra kan magte embedsværket, og om Ellen Trane Nørby igen gør sundhed til synonym med sygehus?

Vi får se. Godt nytår.

Skriv kommentar